Hvad er “papir” i dukkeverdenen og hvor vigtige er de?
Når en dukke bliver sat til salg, spørges der ofte ind til “følger der papirer med” eller “er der papir på den”… Hvad ligger der egentlig i ordet “papir” og hvad forventes der af et ‘ja’ som svar?
Vi skal skelne mellem to ting.
- Der findes et COA som står for “Certificate Of Authenticy” som er et ægthedsbevis i en eller anden form for karton, ofte med et billede af en af prototype dukkerne på, eller det samme logo som den kunstner bruger som har produceret kittet.
- CERTIFIKAT. Dette er også hvad nogle kalder “fødselsattest” eller “dåbsattest” – selv kalder jeg det kunstnercertifikat, det er printet på papir, lagt i plastikchartek, og informationer udfyldt med kuglepen med oplysninger som kittets navn, dato den blev færdig, hvor stor den er, hvad den vejer, evt. Hvad den hedder samt hvad der følger med af tilbehør.



COA bliver produceret af den der producerer kittene, underskrevet af de der har siddet med lerklumpen og modelleret kittet, dernæst sendt tilbage til producenten hvorefter der følger lige mange COA med som det antal kits en eller anden reborner eller online reborn butik har købt eller bestilt. Disse COAer er oftest nummerede, men vi har set fra Cradlekits at ethvert COA i princippet kan gå med hver enkelt dukke, da der hverken er kittets navn eller nummer på. Hvis en produktion af et bestemt kit er lavet i 200 styks, vil der oftest stå 1/200 eller 2/200 fortællende hvilket nummer ud af de 200 lige dit kit er lavet af. MEN – kit med ubegrænset oplæg kommer oftest IKKE med COA, og her er det desværre blevet en udbredt misforståelse blandt nye dukkesamlere, at er der ikke “papir” på dukken, så er den heller ikke ægte – MEN DETTE ER IKKE SANDT. F.eks. Kommer kits fra Adrie Stoete i ubegrænset oplag IKKE med COA, men det gør de få der kommer som specialudgave og har Adrie’s signatur på stofkroppen. Jeg mener det er 10 eller 20 af hvert af hendes kits der bliver solgt som special, gennem hendes egen website.
Derudover, for ti år siden og længere tilbage, havde vi ikke problemer med kits der blev ulovligt kopierede i Kina, og der var derfor ikke NØDVENDIGT med disse COAer på dukkerne. Nogle lavede dem dog alligevel, men langt fra alle. Derfor florerer der RIGTIG mange dukker rundt omkring som aldrig nogensinde har haft et COA, og det betyder altså IKKE at de ikke er ægte. Dette gælder i øvrigt også indenfor silicone dukke verdenen. Det er først indenfor de seneste ti år der er begyndt at komme COA med på dem.
KOPIDUKKER.
Nu om stunder kommer de ulovlige kopidukker desværre OGSÅ med såkaldt COA. dette fortæller hvilken frabrik de er fra, hvad dukken hedder, men ingen henvisning til hvilket kit der er kopieret, ej heller hvilken kunstner der bliver snydt for sine penge ved at disse kopier bliver købt.
CERTIFIKATER
Certifikater er noget som den enkelte reborn/silicone kunstner selv vurderer om han eller hun vil gøre brug af. Det gør ikke en dukke hverken mere eller mindre ægte, om den har sådan et eller ej da der nemt kan laves sådan et certifikat på ulovligt kopierede kits også, da det jo er kunstneren selv der laver det og printer det på sin printer.
Selvfølgelig er det sjovt for nogle at “have papir” på sine dukker, både fordi det kan give en særlig følelse for nogle, men også fordi der på den måde følger lidt historie med på dukken. Desværre går disse ‘papirer’ ofte tabt ved salg, og så vil nye købere gerne have papir med, men kan ikke få det.
Har man en dukke der på et tidspunkt er kommet fra mig, vil det med noget samarbejde altid være muligt at genervherve et kunstnercertifikat, for jeg genkender hver enkelt dukke jeg har lavet, og med info fra køber om vægt og længde, kan jeg sagtens levere et nyt certifikat.
Men alt dette sagt, så husk nu på:
1. Lær forskellen på COA og certifikat, der er himmelvid forskel. Det ene KAN bevise noget, det andet intet som helst andet end hvem der har sat penselstrøgene. Får du et COA med på din dukke/dit kit, så pas for guds skyld godt på det. Det kan få betydning på et tidspunkt.
2. Mange af de såkaldte “papirer” beviser hverken det ene eller det andet, da de ulovlige kopier også ofte kommer med ‘papirer’. Vil du være sikker på din dukke ikke er en kopi, så prøv at finde frem til den der har lavet dukken. De fleste kunstnere står ved deres arbejde og vil kunne genkende hvad de har lavet, og sige god for det. Hvis dukken er en kopi, vil der ikke være nogen kunstner bagved til at sige “ja den har jeg lavet”..

